Fastelavn med en klump i halsen

Børnene var glade her til morgen. De lå inde på værelset og råbte på mig. Moar, vågn nu op! Vi skal have klæd-ud tøj på i dag. Det var en dejlig måde at starte sin morgen på, og efter morgenmaden fik de henholdsvis askepotkjole og ninjadragt på. Og de følte sig godt tilpas og var klar til børnehavesjov. Hvilken glæde!

På gåben med Jonathan ved min side blev jeg alligevel helt trist indeni. På vej ned til børnehaven. Han glæder sig, og jeg vil gøre alt for, at hans dag skal blive god, så jeg pakker følelserne væk og smiler. Men i baghovedet spøger sidste års fastelavn. Det var en barsk dag. Jonathan havde været syg i godt og vel 4 måneder med leukæmi, håret var væk - det samme var livsglæden. Han var så træt den dag og gad slet ikke. Vi havde kun mulighed for fastelavn på OUH, afd. H2 - den ene dag. For når man er i behandling for leukæmi, skal man leve under isolationsregler. Det betyder bl.a. , at man ikke må komme offentlige steder eller være sammen med syge personer, fx ved forkølelse mm. Det er meget krævende som familie, da vi tit må dele os op for at få hverdagen til at fungere, og ved særlige lejligheder må vi tage afsted til det, der kan lade sig gøre. Vi kørte hjemmefra tidligt den dag, hele familien på vej til fastelavn. For nu skulle vi fejre fastelavn alle sammen sammen. Det var så rart, at det kunne lade sig gøre. Thomas havde taget fri fra arbejde, og Nanna blev hjemme fra dagpleje. Jonathan klædt ud som Boss Lightyear og Nanna som spiderman med muskler. Det kunne kun blive godt midt i al det triste og grå.
Men der blev jeg snydt. Åh, hvor blev jeg taget ved næsen. Jonathan ville ingenting. Han ville kun sidde hos sin far, kigge lidt på de andre, men helst spille på hans mobil. Væk fra alle os. Han havde bare ikke noget overskud, og han havde nok slet ikke overskud til alle de andre glade mennesker omkring ham. Set tilbage skulle vi nok have droppet det. Men Nanna havde jo også glædet sig helt enormt, og vi kunne ikke helt vide, hvordan det ville blive, når vi var af sted. Ikke en succes, slet ikke. Jeg tog mig af Nanna og slog katten af tønden med hende. Men kiggede ofte over på far og søn og ville så gerne putte lidt glæde ind i Jonathan. Hvis bare han ville prøve at slå på tønden eller være på fars arm, mens han gjorde. Nej. Jeg vil ikke. Rystende let på hovedet. Han havde jo ikke lyst, men det var så svært at acceptere. Jeg ville jo bare have, at han skulle være glad og smile bare en enkelt gang.

På sådan nogle dage som i dag skal jeg lige knibe mig selv i armen og huske på, at vi er ovre det værste. Huske på at livet nu og her tæller. Men min bagage fra det sidste år er ikke færdig bearbejdet og dukker op ind i mellem. Den lille mand havde det så skidt, og det havde vi forældre også. Dengang husker jeg, at jeg forsøgte at holde fanen højt hele tiden. Se på det gode. I alt... Men sådan et billede af Jonathan med triste øjne, intet hår - helt igennem træt af det hele. Det giver klumper i halsen. Og de følelser, jeg pakkede væk sidste år, indhenter mig. Jeg ved, at det er nødvendigt at tage dem til sig, men det er hårdt. Jeg vil helst videre og glemme det. Eller i hvert fald tilsidesætte det... Ja, jeg vil. Det virker umiddelbart lettere.

Men bare det at skrive det ned her hjælper. Det letter på en forunderlig måde, og lige nu tænker jeg, at jeg nok skal gå hen og blive glad for, at jeg tog mod til at prøve det af. Det skal nok blive godt.