Viser opslag med etiketten ugle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ugle. Vis alle opslag

torsdag den 20. september 2012

Ugler

I går var en hård dag for Jonathan. Derfor mit indlæg om at huske de gode dage. Han var bare så skidt hele dagen. Havde en opkastpose ved sin side, rystede som et espeløv og havde mavesmerter. Oven i det en grim omgang hoste. Puha!

I dag er det heldigvis bedre. Ingen kemobivirkninger i voldsom grad, men stadig rigtig meget hoste. Nu med snot. Så vi pudser næse og drikker varm kakao. Klipper og klistrer, tegner og leger med lego. Ser tegnefilm på youtube. Nanna er i børnehave, da hun havde en legeaftale med en veninde efter børnehave. Så hun glædede sig bare til, at hun skulle afsted. Helt fint, for hun skal stadig have en hverdag med børnehave osv, selvom storebror er syg.

Lidt billeder af ugleklipperi og en hyggelig stund ved spisebordet.
Desværre kan jeg simpelthen ikke huske, hvor jeg har fundet den ugle henne. Et sted på nettet, lige til at printe ud, klippe og lime sammen. Nogen som kan hjælpe? Med hjælp fra Kirsten ved jeg nu, at uglen kommer fra denne hjemmeside. Tak :-).

Den ene er klippet ud af Jonathan - og jeg kan faktisk ikke se hvilken. Godt gået af en på 6.





En ny vase flyttede ind i går. Jeg så den ved hende her og var forelsket med det samme. Den er fra House Doctor og koster ca 85 kr. Synes at den er lidt af et fund til den pris. Fås stadig fx her (det billigste sted fragten taget i betragtning).

God dag til jer alle :-)

fredag den 17. august 2012

Nederdel, bukser og en lille ugle

En sød veninde bestilte tøj til sine dejlige børn. En dansenederdel i gul og lilla og et par bukser til en lille krudtugle på 2 år. Hun har selv sat det hele sammen ud fra billeder, som jeg sendte hende. Rigtig hyggeligt :-).

Det blev til denne nederdel, som Nanna lige har lånt til lejligheden.

Den blev super skøn i de gule og lilla farver. Nanna synes også rigtig godt om den, men snart er der en ny på vej til hende. Hun kan altså ikke have en af hver ;-).

Moderen skulle da også forkæles lidt, så jeg lavede en lille ugle til hende. Total kopi af Rie Elise, men det må man vel gerne så længe det ikke er i salgsøjemed. Og sød det blev den da.

Især fordi veninde har noget med rødt i sit køkken. Tænkte at denne så fint kunne bo der.


 På bukserne havde hun valgt et par luftballoner - de blev da også vældig kære.


Og det var så stakken der fløj sydpå den anden dag :-)



Men nu jeg har jer, skal jeg lige vise jer Nanna i en anden kombi af dansenederdelen.

Bare fordi jeg synes, at de blev ret så gode. Min datter er altså god i rød. Det skal jeg huske, for jeg falder bare tit for det der lilla og gule look. Som jo er ret så fantastisk.