Knæk Cancer

Som mange af jer nok ved, har TV2 i denne uge fokus på kræft. Eller rettere indsamling af penge til at bl.a. forskning på området mm.

På forhånd vidste jeg, at det nok ville blive en følelsesladet uge. Alle de historier om mennesker, der kæmper eller ligesom jeg er tæt på et menneske, som kæmper, går helt ind i det inderste på mig. TV2 sender rigtig meget om det i denne uge, og det er rigtig godt. Godt fordi det påvirker mange mennesker til at bidrage. Men for mig er det skidt. Altså for mig personligt. Møg egoistisk jeg ved det godt.

Men for mig er kræft noget som fylder hele tiden. Kræft og kemo. Hele tiden er jeg mor, som mærker på sønnike, hvordan han her det. Jeg lytter til hans vejrtrækning, kigger på hans blik, tjekker hans temperatur og er konstant på vagt i fht om han pludselig får det dårligt.

I lang tid gik det godt. Foråret fløj af sted. Mange dage var han bare Jonathan. Fuldstændig som om han slet ikke fik kemo. Han legede og var frisk næsten hver dag. Men siden i sommers er det taget til med de dårlige dage. Han har så mange bivirkninger - smerter, kvalme og træthed.

Og jeg er træt. Jeg er fyldt op med det her. Jeg vil bare tilbage til det normale liv med mit job som skolelærer og mine børn i børnehave/skole. Mine glade børn som trives. Men så i mandags skulle jeg på arbejde, min ene dag i ugen hvor jeg er af sted, og Thomas er hjemme. Jonathan har en frygtelig morgen. Han vågner op og skriger. Av min mave, av av aaavvvv!!  Jeg står inde på badeværelset, men flyver ind til ham. Han har bare så ondt så ondt. Skærer tænder og kigger hjælpeløst på mig. Inde i mit hoved forestiller jeg mig, at han tænker: Så hjælp mig dog mor! Men jeg kan bare så lidt gøre. Jeg er så skide magtesløs i det.

Da jeg så har afleveret Nanna og kører mod arbejdet, så vælter det. Tårerne løber ned af mine kinder, og jeg må holde ind til siden. Hvorfor fanden i helvede skulle dette ramme mit barn? Hvorfor skal han have så ondt, igen og igen? Kunne han ikke bare få lov at komme igennem de sidste måneder uden alle de her forbandede bivirkninger? Jeg kan slet ikke stoppe med at græde. Til sidst overgiver jeg mig selv til hyleriet, ringer til min chef og siger det, som det er. Det her er en lortedag. Jeg kan ikke. Heldigvis er der fuld forståelse fra deres side.

Så jeg kører hjem igen, sætter mig på sofaen ved siden af Jonathan, som forsøger at sove sig fra smerterne. Giver Thomas et langt knus og mærker, at det er godt at være lille engang i mellem. Og nødvendigt.

Jonathans kamp er snart slut, heldigvis. Men at der findes så mange andre skæbner, der kæmper mod kræften - det er så svært at rumme. Jo, det er godt, at der er fokus på det. Faktisk er det ikke kun godt, det er fantastisk! Så støt op om det derude - det er nødvendigt. Og jeg holder mig bare lidt væk fra TV2 den næste uges tid, så jeg ikke skal græde mig selv i søvn hver aften denne uge.