fredag den 22. november 2013

Knækbrød

Hjemmelavet knækbrød er virkelig lækkert!

Både børn og voksne guffer dem i sig som slik her hjemme.

Min kollega havde nogle med på job en dag, og den opskrift er altså virkelig en af de bedre. Hvis du vil prøve den af, så kommer den nedenfor.




Sundt knækbrød
Sundt knækbrød 12-16 stk.

Ingredienser:
1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
3½ dl grahamsmel
2 dl vand
1 dl olie
1 tsk bagepulver
2½ tsk salt

Græskarkerner og solsikkekerner hakkes til fint smulder i en blender og derefter blandes alle tørre ingredienser i en skål. Vand og olie tilsættes og dejen røres godt sammen med en grydeske. Del dejen i to portioner og rul hver portion ud mellem to stykker bagepapir. Den må ikke være mere end 2-3 mm tyk. Skær dejen ud med pizzahjul i et passende antal f.eks. 12 eller 16 stk. træk bagepapiret med knækbrødet over på en bageplade og bag 15-20 min. ved 200 grader. De skal være helt lysebrune.

onsdag den 20. november 2013

Hyggesteder

Jeg elsker de to steder her i mit køkken.

Og når lyset falder ind, er det ekstra skønt!



mandag den 18. november 2013

Juletøjet

Før hen syede jeg gerne en fin 50er kjole til Nanna, når vi nærmede os december.

I år ved jeg, at det ville være en kamp for mig at nå det, for jeg har andre ting, der skal ordnes først. da jeg så at loppenogprofessoren.dk/ havde rigtig fint udsalg her før jul, hoppede jeg i med begge ben og bestilte. Både lidt julegaver og lidt juletøj.

Jonathan fik de fedeste bukser i en sporty stil, præcis som han kan lide det. Skjorten er fra H&M. Jeg synes, at det er et fint sæt til juledagene. Og det kan sagtens bruges efter jul også - det er altså et kæmpe plus.


Det er ikke så tit, at han står model, så Nanna synes også lige, at han skulle foreviges med legetøjsmobilen.



Nanna valgte en fin glimmer nederdel fra Danefæ. Den er bare så kær til hende. Modellen sidder så godt, og kvaliteten er tyk sweater. Trøjen er fra H&M.



Psst - jeg så lige på facebook, at der stadig er gode penge at spare derinde ;-).

Psst psst - den der nederdel fås til voksne i kjole lige her. Den måtte gerne ligge under juletræet til mig da ;-)!

søndag den 3. november 2013

Buksepige

Ej, nok ikke helt!

Men flæsen har da gjort sit til, at bukserne er interessante. Og jeg er helt vild med dem til hende!





lørdag den 2. november 2013

Pirogger

Ja! De er ret fantastiske, sådan nogle pirogger.

Jeg har lige fået øjnene op for dem. Kendte dem da godt, men jeg har ikke bagt dem i flere år. Pludselig fik jeg lyst til at prøve noget nyt. Og godt jeg gjorde det. Ungerne er vilde med dem!



Pirogger med dilddressing:

Antal: ca 10-12 stk

Dej:
  • 50 g gær
  • 3 dl lunet vand
  • 1 spsk. olie
  • 1 tsk. salt
  • 450-500 g hvedemel
  • 1 æg til pensling
Fyld:
  • 2 fed hvidløg
  • 1 løg
  • 2 spsk. olie
  • 2 tsk. paprika
  • 400 g hk oksefars
  • salt og peber
  • 1 tomat
  • 1 stor gulerod
Dilddressing:
  • 1½ dl creme fraiche
  • 4 spsk. hakket dild
  • salt
  1. Dej: Rør gæren ud i vandet. Tilsæt olie, salt og så meget af melet, at dejen kan æltes blød. Stil dejen til hævning i ca 30 min.
  2. Fyld: Hak hvidløg og løg. Riv guleroden. Svits det på panden i olie sammen med paprika. Tilsæt hakket kød. Smag til med salt og peber. Tag af varmen og put en fint hakket tomat i.
  3. Del dejen i 10-12 dele. Rul dem ud (ca 10-12 cm i diameter). Husk at tænde ovnen på 180 grader.
  4. Læg fyld på dejcirklerne. Fold så de ligner halvmåner og tryk til i kanten med en gaffel.
  5. Pensl med æg. Bag dem ca i 30 minutter midt i ovnen.
Server med dilddressing og gerne en grøn salat.

Opskriften er med få ændringer fra "Spis bedre", oktober 2007.

fredag den 1. november 2013

Sykrogen

Min sykrog i stuen har fået nyt bord. Det gamle er ikke smidt væk, men kommet ind på de ca 4 m2, min mand har som kontor.

Det nye har en ret fin bordplade, og da jeg så det på genbrug vidste jeg, at jeg måtte have det med hjem.

Nye bukser ala Marapytta er på vej igen - de bliver skønne!