10 hurtige

Jeg melder mig på banen med 10 ting om mig - inspireret af en masse andre skønne bloggere. Lidt hyggeligt at læse ting, man ikke lige vidste om jer. Det kan jeg meget godt lide ;-).

1. Jeg har fået lavet hul i navlen tre gange som teenager. 1 gang af en uprofessionel til koncert (ja skørt og dumt), 2. gang af min skønne veninde som slet ikke kunne lide det og derfor næsten græd, da hun stak kanylen i (stakkels pige - heldigvis ved jeg, hun er kommet godt over det ;-)) - og så 3. gang ved en professionel. De to første gange gik der - surprice! - betændelse i det. Nu har jeg kun en ring i hvert øre ;-).
2. Slik og kage er en kæmpe last for mig. Det indtages stort set hver aften. Sammen med en stor kop the. Uhm!
3. Engang løb jeg ½ marathon sådan et par gange om året eller mere. De sidste mange år har jeg næsten ikke løbet, men nytårsforsættet er at komme af sted 2 gange om ugen.
4. Sidste år var nytårsforsættet, at jeg ikke måtte gå med bukser en hel måned. Nu går jeg så sjældent i bukser, for jeg elsker at have kjoler/tunikaer og nederdele på. Så det virkede! Selvom jeg ind i mellem savner bukserne.
5. Jonathan var ikke et planlagt barn. Thomas og jeg havde kendt hinanden i lidt over 1 år, da jeg blev gravid med ham. Min stakkels mand var skræmt fra vid og sans ved tanken, men han løb heldigvis ikke sin vej ;-).
6. Nanna hed Iben inde i min mave. Men så lignede hun sørme ikke lige en Iben ;-).
7. Jeg har 4 søskende; jeg er den i midten. Jeg elsker hver og en af dem og kunne ikke forestille mig, hvordan mit liv ville havde været, hvis de ikke var en del af det. De har givet mig - og giver mig stadig - utrolig meget. Den bedste gave man kan give sin børn er søskende. Det er jeg slet ikke i tvivl om.
8. Faktisk ville jeg gerne selv have et barn mere, men manden siger stop. Så måske vi får en hund i stedet.
9. Mine daglige indkøb gør jeg oftest i Netto. Og jeg kigger altid lige "Alting 10 kr"-bunken igennem. Hvis nu... ;-).
10. Da Jonathan blev syg, og vi fik at vide, at han skulle være i behandling i 3 år, bestemte jeg mig for, at mit hår skulle gro. Jeg var korthåret, og nu er mit hår lige under skuldrene - og min søn er snart færdig med at spise kemo piller. Helt fantastisk at tænke på.

Jonathan og jeg i 2010. 1 måned før han blev syg. Og mit hår er kort.

Nu er det langt - dette billede er taget juleaften 2012. Det eneste billede af mig fra den dag, og jeg vidste ikke engang, at det blev taget. Så intet smil fra moi, men I kan da se, hvor langt mit hår er blevet ;-). Og jo det er pænere til mig med langt hår, så det kommer nok aldrig af igen.

Det var hyggeligt at læse med ved jer, som også har skrevet de 10 hurtige. Så en opfordring til dig som endnu ikke har skrevet dem - skriv dem, for det er nu lidt sjovt at læse lidt om jer bag skærmen.

Balsam for sjælen

... men ikke for kroppen. Jeg har nemlig holdt 30 års fødselsdag for en smuk stak piger denne weekend. Hovedet og kroppen har været helt slatten i dag, men indeni er jeg helt varm. Alle de skønne mennesker, jeg har i mit liv, som kommer fra nær og fjern for at feste med mig. Det gør mig så usigelig glad.

Mange af mine veninder kendte ikke hinanden før i går. Men alle var indstillet på at lære ny mennesker at kende, så snakken gik hurtigt lystigt. Masser af latter, drinks, dans, lagkager, mad, snakke og smil - det var det, min aften indeholdt. Ren balsam siger jeg bare!

Nanna ville gerne lave en lille buket til bordet i haven også :-)

Strawberry Daiquiri - velkomst drink i solen. Uhm! Opskrift herfra

Hjertedyr :-)

4 søde piger havde medbragt en lagkage til dessert. Alle var med bær og alle lige fantastiske!

Tip - jeg lavede en bar med 5 drinks muligheder. Det var et hit! Især mojito. 

Kjolen er fra fantastiske Trine - smuk og fortjener sit eget indlæg, når jeg får taget billeder med den på i bedre lys mm ;-)

Til sidst et billede af mig. Så får I et ansigt på bloggen. Godt nok i sort hvid, men altså jeg kunne ikke bære det dårlige lys (og at I skulle se min efterhånden ret slidte make-up) - klokken er nemlig 4 om morgenen her.

Sikke en fest - sikke en dejlig dejlig aften/nat!

Jeg er så taknemlig for at have så mange fantastiske mennesker i mit liv <3

Blomster og tanker

For nylig havde jeg fødselsdag. 30 år er nu status. Velkommen til version 3.0. Sådan lige ved første tanke er det vel næsten det samme som 2.0. Og dog!
Tænk da man blev 20. Jeg var lige blevet student ved Varde Gymnasium, eller det vil sige jeg havde nok været det et års tid og skulle vel rejse snart. Jeg arbejdede en masse mange forskellige steder. Ved bagere, i Lego Land som pirat og i butik (det var sjovt!), ved hjemmeplejen, som lærervikar og som handicaphjælper. Så mange jobs der skulle prøves, penge som skulle skrabes sammen til den store (dannelses)rejse. Hvor har jeg prøvet meget på de 10 år.
For jeg har jo også fået mand og børn.
Købt hus.
Blevet færdig som lærer.
Og haft døden alt for tæt på livet. Den sætning er faktisk ret paradoksal, for døden er lige så meget en del af livet som livet selv er. Det tænker vi bare ikke over, når vi suser gennem livet. Det tænkte jeg heller ikke selv over. For som I har kunnet læse, har jeg haft travlt med at leve. Nogle gange også for travlt så det faktisk slet ikke er sjovt. Hele tiden er det om at mærke efter. Hvad vil jeg nu? Og hvorfor er det vigtigere end andet? Døden går hånd i hånd med livet, og på et tidspunkt er livet slut. Og heldigvis for det. Livet ville vel ikke give mening, hvis det bare blev ved...? Jeg kunne ikke tænke mig at leve evigt, men jeg ser nu heller ikke frem til at dø. Jeg har et håb om, at der sker et eller andet, når vi siger farvel til denne verden. At min sjæl og mine tanker er mere end min krop og kommer et andet sted hen end ned i jorden i en kiste. Sådan har jeg altid haft det. Men efter Jonathan blev syg, blev det ikke nok for mig at håbe. Jeg måtte tro på det. Jeg var og er så bange for at miste dem, jeg elsker, og tanken om at de slet ikke er mere er ganske uudholdelig. De må da være et eller andet sted, og jeg må da møde dem igen på en eller anden måde. Det kan simpelthen ikke være et endeligt farvel. Det er alt for urimeligt og svært. Men vi ved ingenting. Kun at livet, det er livet værd. Men at vi skal kæmpe for det.
Vi kan ikke ændre fortiden, fremtiden er et mysterium - men nuet kan vi gribe og være i. Hver enkelt dag med mine børn og min mand skal jeg huske på er kostbar. Her i skrivende stund tænker jeg, at det må være målet indtil version 4.0. For der har jeg store børn, som kan en masse selv og render til fester og har deres eget liv. Det er saft susme med at nyde dem, mens de er små og gider mit selskab. Det bliver nok ikke ved med at være en selvfølge.

Derfor vil jeg vise jer den buket blomster, min mand havde med hjem til mig efter arbejde på min fødselsdag.  Den gjorde mig så glad, og det gør den stadig hver gang, jeg kigger på den. Det skal jeg også huske på - hvad der gør mig glad.

Carpe diem