lørdag den 30. juni 2012

Kjolen over alle kjoler!

Ja, intet mindre!! Den nyeste kjole til Nanna er vidunderlig smuk, og hun elsker den, da den har en prinsesse lignende facon.

Faktisk skulle den have været fra Iben, og hun havde skam også både fået købt smukt stof og klippet ud til en kjole til Nanna. Men efter nogle uger, hvor den ikke nåede længere, skrev Iben til mig, at hun simpelthen bare ikke kunne nå det til den dato, hvor jeg havde bestilt den. Nemlig som kjolen til kusinens konfirmation. Søde Iben var så led og ked af det og tilbød mig at sende de klippede stofstykker, og så kunne jeg jo selv forsøge mig frem.

Jeg sagde ja tak, men var en smule betænkelig da Iben er mange niveauer over mig i syning. Jeg har købt mange kjoler og sager under hendes skønne mærke Pusteblume. Både på ts og da hun åbnede sin blog. Hun har aldrig skuffet mig, for hendes måde at sammensætte stoffer og tænke modeller på er helt speciel. På den fuldstændig vidunderlige måde. Hun har været en af dem, jeg har kigget meget på, da jeg selv startede på at sy. Stor inspirationskilde!

Men da jeg så kom hjem fra Mallorca, lå der et brev fra hende med de lyserøde stofstykker, som Nanna havde ønsket.

Og jeg gik i gang... Med puf ærmer, lynlås og masser af vidde i skørtet.

Den blev så skøn! Jeg er især vild med ærmerne. Jeg ville aldrig selv have valgt det stof, men det ser jo knaldhamrende godt ud til resten. Halsudskæringen drillede mig. Jeg forsøgte at sætte tittekant i og så kantbånd som belægning. Det virker ikke 100 % godt, men jeg har forsøgt tre gange nu - så nu er det sådan. Det eneste minus ved denne lækkerhed er, at den er for stor.

Så jeg skrev til Iben - om jeg måtte bruge hendes model til en kjole i en mindre størrelse. Når man har set stofstykkerne inden de bliver syet sammen, er det jo en del nemmere at sjuse sig frem og tilpasse. Det måtte jeg gerne - i hvert fald til Nanna :-). Tak for det Iben!

Det kom der så denne total skønne kjole ud af:









Jeg er så vild med denne kjole. Farverne er så skønne, og Nanna er heldigvis bare så glad. Hun havde jo ellers udtrykkeligt bestilt en lyserød kjole med pufærmer og strut. Det bliver kun til det sidste lige nu, men hun er super tilfreds med den. Og det er jeg også.


Og forresten - nu er jeg ved at have rigtig godt styr på de lynlåse :-). Fantastisk!!

onsdag den 27. juni 2012

Et hurtigt tip


Ja, jeg kunne ikke lade være med at bestille lidt - det er susme billigt! Og så kan man søge på størrelse, hvilket gør det en del nemmere at kigge sagerne igennem under udsalg.
Jeg har haft tøj derfra et par år i træk efterhånden, og jeg synes bestemt ikke, at kvaliteten er skuffende. Tøjet er alderssvarende, hvis du er i tvivl om størrelse. Jeg vil gerne anbefale mærket både mht kvaliteten og pasformen - og lige nu oven i købet også prisen!
Jeg bestilte denne og denne - bl. a. ;-)
Klik ind hvis du tør;-)

mandag den 25. juni 2012

Aftensmad?

Jeg har været ret lidt aktiv herinde på det sidste, men det er bestemt ikke fordi, jeg er gået i stå ellers. Jeg har haft en masse projekter i gang siden Mallorca, men især et har taget meget mere tid, end jeg forventede. Det kommer I til at høre og se mere til, men først når det er færdigt :-).

I disse dage med regn på ruden og blæst i træerne har vi hygget en del. Og eftersom manden stadig arbejder på højtryk, har vi kunnet gøre, som vi ville. Her hjemme kan ungerne og jeg nemlig altid spise pandekager, morgen, middag, aften! Det er ikke mandens livret, kun til dessert. Vi får bare aldrig rigtig dessert, vi får altid frugt efter aftensmaden. Så når der kommer pandekager på bordet, er det som hovedret - men stadig med sukker, is og syltetøj :-).

 Den skønne gryde i baggrunden er et nyere loppefund. Jeg er meget glad for den, så den har faktisk stået fremme lige siden den kom med hjem :-).
 Pandekager skal være så tynde som muligt, hvis du spørger mig. Denne opskrift fejler ikke - super nem at arbejde med. Den får I længere nede.

En smuk regnbue i vores have - så regnen medfører jo ikke kun trælse ting: pandekager og smukke regnbuer ;-).

Pandekager:
8 æg piskes sammen med 175 g mel. Tilsæt 200 g smeltet smør og 1/4 l sødmælk. Pisk til sidst 125 g sukker, marv af en vanillestang og evt lidt citronskal i. Pisk ca 1 min. Sæt nu dejen på køl i mindste 3 timer, gerne længere.
Kom lidt smør på en pande (kun ved første pandekage), hæld dej på i så tyndt et lag som muligt og vend pandekagen, når den bliver gylden i siderne.
Opskriften er Camilla Plums, "Umoderne Mad".
Der står den er til 8 personer, men det er vist tænkt som dessert så ;-). Det passer til ca 4 personer, hvis man bare må spise løs til aftensmad.

Hvad siger I - er det okay, at man får pandekager som aftensmad? Altså med sukker ;-)!

søndag den 17. juni 2012

Vil du med...

en tur i skoven?

Jaaa, mine to svesker vil rigtig gerne med. Så vi pakkede i går tasken omkring kl 17.30 og drog ret impulsivt ud i skoven. Det var faktisk skønt vejr til det. Jeg troede, at det ville være koldere, men det er nok fordi jeg stadig har Mallorca temperaturen siddende i mig.

Så det blev til et par hurtige madder i stedet for pitabrød, som vi så skal have i aften. Thomas arbejder helt vildt lige for tiden. Han har arbejdet ca 70 timer denne uge, og næste uge ser lige sådan ud. Men ellers kunne han ikke få fri til vores tur til Mallorca, så han gør det gerne. Godt at det snart er sommerferie - om en uge!

Mens jeg kiggede billederne fra i går igennem, slog det mig, at de faktisk er lige så gode som dem fra Mallorca. Selvfølgelig er den blå himmel og det klare vand lækkert, men hvor har vi mange smukke sager omkring os lige hvor vi bor. Og den grønne farve som er så smuk over det hele lige nu. Måske glemmer vi bare at nyde det, fordi det er hverdagskost... Jeg tænker, at ferie må være, at man gør noget andet, end man plejer - så ser man lige som det hele lidt anderledes, når man kommer tilbage til de vante rammer.




En pind og så er man den sejeste kriger ;-)

Afsted til Mallorca!



Typisk sommertøj for mig: Birkenstock sandaler, kjole (denne fra Danefæ), leggings, cardigan og tørklæde. Dette skønne tørklæde er fra Becksöndergaard.


I skulle også lige se min yndlingstaske. Jeg fik den for snart 5 år siden i gave fra min chef. Jeg arbejdede i en børnetøjsbutik med alle de lækre mærker. Denne er fra Oilily. Så lækker!


Okay, lige nu rusker det så her hjemme, men på billederne fra i går er DK da et ganske dejligt land. Vi nød i hvert fald turen i det blå.

Håber I har en god weekend derude :-).

tirsdag den 12. juni 2012

14 dage i billeder

Måske I ikke har bemærket det her i blogland, men jeg og mine kære har været 14 dage på Mallorca. Vi tog afsted lørdag den 26/5 og kom hjem natten til søndag. Jeg har været snu og planlagt 4 indlæg, mens jeg var væk. Men jeg har ikke skrevet kommentarer ved jer andre eller noget som helst. Jeg har bare været væk.

Og det har virkelig været skønt! Vi har været med en forening, som hedder La Vida. En skøn dame ved navn Inge Marie har knoklet for at lave denne forening - og knokler stadig. Den giver 60 familier med alvorligt syge børn mulighed for at komme 14 dage til Mallorca. Helt fantastisk - og I kommer til at høre mere om dette. Nu vil jeg i første omgang bare spamme jer med billeder fra turen. Pas på der er mange!!
Udsigt fra vores lejlighed
























Håber at I kan se, hvor meget vi har nydt denne tur! Det har været en fantastisk oplevelse, og hvor er vi taknemlige for, at vi kom med.