Viser opslag med etiketten kronjyden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kronjyden. Vis alle opslag

onsdag den 23. oktober 2013

Vitaminer, tak!

De smukke Kronjyden krukker har været jagtet af mange.

Også af mig ;-)!

En fin samling har jeg da også, men især en vil jeg meget gerne have fingrene i.

Vitaminkrukken er den sidste, jeg synes, jeg absolut må have, og jeg har bare ikke været heldig med den.

Derfor - giv meget gerne lyd, hvis du ser den et sted. Eller hvis du har den selv og gerne vil sælge. Den må meget gerne bo her.

Se selv på hylden. Den mangles virkelig ;-).


onsdag den 26. december 2012

Juledag og julekjole

Vores juledag har allerede en del traditioner, idet vi har holdt jul selv de sidste 3 år. Nogle ting fungerer, og derfor tager man dem med sig. Andre ting har man med sig hjemmefra, og ja uden dem synes man bare ikke, at det bliver ordentlig jul.

For mit vedkommende er det især juleanden og risalamanden med mandelgaven, som jeg absolut ikke vil undvære. Altså selvfølgelig har vi også et juletræ og en masse andet julehalløj, men nogle ting kan man godt blive lidt uenige om, når man skal finde ud af en jul sammen som ny familie. Derunder maden. Men Thomas er med på de to ting, han tilføjer dog både flæskesteg og medister. Helt i orden med mig ;-). Heldigvis holder han ikke på sit barndomshjems dessert tradition. Det var nemlig svesketrifli. Ej, det ville jeg slet ikke synes om som dessert juleaften. Godt han ikke holder på det.

Julemanden har altid været hjemme hos os med gaver, da jeg var barn. Min far klædte sig fint ud og lavede fis og ballade. Det var enormt festligt. Også selvom jeg blev stor, synes jeg, at det var sjovt. Jeg har to små brødre, der er en del år yngre end jeg, og derfor var min far julemand i mange år. Men da Thomas er koreaner, er det svært at klæde sig ud som julemand - uden at blive opdaget med det samme. Overskuddet til det har heller ikke været stort - vi startede jo med at holde jul selv, det år Jonathan fik leukæmi. Så vi blev hurtigt enige om, at børnene fik gaverne fra julemanden om morgenen. Så ser de ham nemlig ikke ;-).

Det elsker de at stå op til. Så er der en 3-4 gaver til dem hver, som de åbner i løbet af dagen fra julemanden. En lidt større ting og resten er som regel genbrugsguld eller andet som ikke har været alt for dyrt. Jonathan er dog begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om det virkelig er fra julemanden, men da gaverne først stod i stuen i en sæk om morgenen, glemte han alt om det. Næste år lugter han nok lunten, tænker jeg.

 Jubii, julemanden havde været forbi i nat :-).


 Der faldt en del sne, som dog var væk hurtigt - men børnene og faderen nåede lige at få lavet en rigtig snemand Frost. Så fin med parably og det hele :-).

 Så er det dejligt at komme ind og slappe lidt af, før man skal i bad og gøres festklar.


Efter badet måtte man åbne endnu en julemandsgave. Bemærk at papiret er det samme. Hvis jeg bruger af det, jeg pakker de andre gaver ind i, så opdager de, at det er fra os ;-).


Og julekjolen kom på. Jeg elsker det stof - suk jeg synes, at det er smukt til min datter. Den er heller ikke top julet, så den kan bruges efter jul også. I like! Hvis du synes, at du har set en før herinde, som ligner, så er det denne her.



Vi fordrev tiden med at pynte kager til om aftenen. Ret hyggeligt.

 Og så blev det aften :-). Gæster og lang julemiddag var hårdt for de små forventningsfulde børn. Så de fik en lille gave midtvejs.

 Smukke Nanna - og ja det er mig i den blomstrede kjole ved siden af. Den er syet af hende her.


Min glade store dreng med julelys i øjnene.

Nu får I lige et skud billeder af mine gaver:

Lækre cremer mm


Et smukt Skagen ur

Vaser/krukker med hjemmestrik i smukke farver

Kähler lyshuse som har fået en plads i stuen

En sort Kronjyden krukke til min samling

Og et smukt smukt Liebe skilt til vores hjem


En ganske indbringende aften - synes jeg :-). Der var også en Ira dåse, lidt Södahl stof, et retro dynebetræk og et fint ildfast fad. Et par enkelte gaver må I lige vente med at se, men de er hjemmelavede og helt vildt skønne.

Jeg elsker jul, men altså gaverne er det mindste af det. Samværet med min dejlige familie er det, som gør mig allermest glad og varm om hjertet. Vi er her, og vi er her sammen <3.

Jeg håber også, at I alle havde en dejlig juleaften.

mandag den 3. december 2012

Smukt tapet og mine kronjyder

Som jeg skrev for et stykke tid siden, har jeg haft gang i et par tapetruller. Også denne gang i mit køkken, men langt mere vellykket end det på min dør.

Tapetet er fundet på ts, og jeg elsker det. Jeg har set det hos andre, og måske derfor var jeg bare helt sikker på, at det ville fungere. Jeg er i hvert fald helt vild med resultatet, da jeg synes, tapetet fremhæver alle de ting, som jeg bruger til hverdag i køkkenet, men som jeg også synes, er meget smukke.

Først lige et billede af min kronjyde samling, som er vokset en del siden, I så dem sidst. De er så smukke, og virkelig alle penge værd. Igen - det er noget, som vi bruger hele tiden, men som stadig er smukt at have stående fremme. Ikke kun en pynteting. Det elsker jeg. Når det smukke har en funktion.

De sidste jeg har fået, er vanille, laurbær, nelliker og muskat. 4 som ikke hænger på træerne, og som bærer de aller fineste farver. Jeg mangler meget den med vitaminer i grøn, synes jeg ;-). Og en anden i stedet for dobbelt op på carry.

Nu til tapetet:



 Jeg er helt vildt glad for det! Jeg er gået fra at hade de der overskabe til at være rigtig glad for dem. Det pynter sådan med det tapet. Jeg afslutter med billeder fra før - tror at I vil synes det samme!







Badge fra Tigeren som nok skulle betyde noget andet ;-). Og bananer som råber på at der skal bages banankage i morgen!

Ej, det kunne jeg ikke slutte af med da ;-). I fik lige close-up af flere favoritting i køkkenet - nemlig mine Liebe lamper, Liebe krus, Kähler krus samt Ikea krusene. Jeg elsker at kombinere dyre og billige ting. Faktisk er jeg rigtig glad for de lyserøde Ikea krus til en kop the om aftenen.

Nå, kunne I lide min tapetforandring?

søndag den 2. september 2012

Kronjyden - suk

Ak ja, jeg har forlængst tabt mit hjerte til de eftertragtede krukker.

Så jeg startede min samling for ca et halvt år siden. De er svære at skaffe. Pyh ha. De fleste er købt på qxl, men enkelte er fundet på loppemarkeder. Til lidt bedre pris, men stadig i den dyrere ende.


Men de er altså også bare fantastiske! Jeg elsker deres form og deres farver. Og ikke mindst at de har en funktion. Elsker smukke ting som er brugbare.

Den lyserøde vanilje står allerhøjest på ønskelisten, og jep den bliver snart en del af min samling. I skal nok få udvidelsen at se, når den er på plads.

I det hele taget går jeg og pusler lidt med mit køkken i denne tid. Altså ikke spiseplads-området, men der hvor vi laver mad. Det er lidt uharmonisk, men det hjælper på det efterhånden. Lige en hylde plus lidt andet skal hænges op, og så skal I nok få det at se ordenligt herinde.

God uge til jer alle.