Blomster og tanker

For nylig havde jeg fødselsdag. 30 år er nu status. Velkommen til version 3.0. Sådan lige ved første tanke er det vel næsten det samme som 2.0. Og dog!
Tænk da man blev 20. Jeg var lige blevet student ved Varde Gymnasium, eller det vil sige jeg havde nok været det et års tid og skulle vel rejse snart. Jeg arbejdede en masse mange forskellige steder. Ved bagere, i Lego Land som pirat og i butik (det var sjovt!), ved hjemmeplejen, som lærervikar og som handicaphjælper. Så mange jobs der skulle prøves, penge som skulle skrabes sammen til den store (dannelses)rejse. Hvor har jeg prøvet meget på de 10 år.
For jeg har jo også fået mand og børn.
Købt hus.
Blevet færdig som lærer.
Og haft døden alt for tæt på livet. Den sætning er faktisk ret paradoksal, for døden er lige så meget en del af livet som livet selv er. Det tænker vi bare ikke over, når vi suser gennem livet. Det tænkte jeg heller ikke selv over. For som I har kunnet læse, har jeg haft travlt med at leve. Nogle gange også for travlt så det faktisk slet ikke er sjovt. Hele tiden er det om at mærke efter. Hvad vil jeg nu? Og hvorfor er det vigtigere end andet? Døden går hånd i hånd med livet, og på et tidspunkt er livet slut. Og heldigvis for det. Livet ville vel ikke give mening, hvis det bare blev ved...? Jeg kunne ikke tænke mig at leve evigt, men jeg ser nu heller ikke frem til at dø. Jeg har et håb om, at der sker et eller andet, når vi siger farvel til denne verden. At min sjæl og mine tanker er mere end min krop og kommer et andet sted hen end ned i jorden i en kiste. Sådan har jeg altid haft det. Men efter Jonathan blev syg, blev det ikke nok for mig at håbe. Jeg måtte tro på det. Jeg var og er så bange for at miste dem, jeg elsker, og tanken om at de slet ikke er mere er ganske uudholdelig. De må da være et eller andet sted, og jeg må da møde dem igen på en eller anden måde. Det kan simpelthen ikke være et endeligt farvel. Det er alt for urimeligt og svært. Men vi ved ingenting. Kun at livet, det er livet værd. Men at vi skal kæmpe for det.
Vi kan ikke ændre fortiden, fremtiden er et mysterium - men nuet kan vi gribe og være i. Hver enkelt dag med mine børn og min mand skal jeg huske på er kostbar. Her i skrivende stund tænker jeg, at det må være målet indtil version 4.0. For der har jeg store børn, som kan en masse selv og render til fester og har deres eget liv. Det er saft susme med at nyde dem, mens de er små og gider mit selskab. Det bliver nok ikke ved med at være en selvfølge.

Derfor vil jeg vise jer den buket blomster, min mand havde med hjem til mig efter arbejde på min fødselsdag.  Den gjorde mig så glad, og det gør den stadig hver gang, jeg kigger på den. Det skal jeg også huske på - hvad der gør mig glad.

Carpe diem