torsdag den 8. marts 2012

Glade dansenederdele

Jeg elsker bare de her nederdele i baner. De er så søde og helt perfekte, når man elsker retro stof som jeg. 






De øverste her hænger nede i Spirrevippen, men er kun til salg i butikken. Ikke på nettet. Jeg er især vild med den blå/orange/grønne, men Nanna ønsker sig selvfølgelig den i de meget tøsede farver.


Denne syede jeg sidste sommer, hvor vi boede i Sjølund ved siden af min mands arbejde. I et lejet hus som var virkelig fint indeni. Men uden for trængte både det ene og det andet. Det gør det så også der, hvor vi bor nu. Nu er det bare vores, og så har jeg det en hel del anderledes. Så vil jeg gerne gøre en langsigtet indsats for fx at få en dejlig have.


Denne her er stadig min favorit med farvesammensætning. Jeg tror også, at jeg sad på stuegulvet to aftener, kun for at udvælge stoffer. Det var svært. Resultatet er nu rigtig godt på denne, og den blev syet rigelig lang. Derfor er den helt sikkert endnu bedre til hende i år. Når jeg ser dette billede, savner jeg Nannas lange hår. Men hun nægtede alt der hed spænder og elastikker. Pillede dem ud efter meget kort tid. Så det var mere praktisk med pandehår. Måske hun vil have det langt, når hun bliver større, og selv bedre kan sætte en spænde i. Det skal selvfølgelig være op til hende, men hun var nu fin med det hår.

tirsdag den 6. marts 2012

Ny favorit!

Jeg har den seneste tid været på genbrugsjagt nogle gange. Nogle rigtig gode jagter hvis jeg selv skal sige det. Dåsen på billedet nedenfor er dog ikke et rigtigt loppefund, da det er købt i en butik her i Ribe, som forhandler lopper, de finder hist og her. Det er en skøn butik med både møbler, lamper, dåser, brødkasser osv. Jeg må hellere lave et eksklusivt indlæg kun om den butik en dag :-).


Dåsen her er min nye køkkenfavorit! Nu er der kaffe i den, så den står så nydeligt fremme. Jeg elsker den!


Denne har tvillingens og tyrens tegn på, så hvis du ligger inde med den med andre stjernetegn, er jeg meget interesseret. Gerne en i en byttehandel med noget af dette, men jeg betaler også gerne.


Så fik jeg fat på to sæt voksen betræk inkl. pudebetræk. Jeg er vild med orange og brunt, og så er det i ganske fin stand. Jeg skal bare have syet et ekstra stykke stof ind, da vi bruger dyner med ekstra længde.


Denne strikkebog gav jeg 50 ører for, og der er så mange søde opskrifter i.


Jeg er vild med kjolerne der i midten. Oldemor skal vist have lov at strikke sådan en til Nanna. Cardiganen i orange er også rigtig fin med æbler på lommerne. Så mange søde opskrifter fra 70´erne. Lækkert!


En stk Irma dåse (min første). Let bulet som det ses, men stadig rigtig fin i farverne. Damen ved siden af er en klokke. Jeg kunne bare ikke stå for sådan en figur. Og hvem ved? En dag skal jeg nok få brug for sådan en yndig klokke. Indtil da er den rigtig sød bare som pynt.

lørdag den 3. marts 2012

Kan du lide retro stof? Kig her!!

Jeg har de sidste dage ordnet i mit stoflager. Retro stof er jo fantastisk, og jeg har fået købt en del igennem det sidste års tid. Men noget har jeg rigeligt af, og derfor laver jeg nu en side på min blog, hvor du kan se, hvad jeg har. Og måske kan vi så lave en byttehandel :-).
Min idé er primært byttehandler, men klik ind her og læs mere. Det er fanen, som hedder byttestof foroven.
Her ses et mindre udvalg af de over 80 forskellige stykker stof, jeg netop har lagt ind.


Dyt dyt dyt - skal vi byt byt byt..?

Se lige en fin stak

Som jeg har vundet!!! Første gang jeg vinder en giveaway, og så vinder jeg sådan en fin bunke sager.


En stor omgang af fint stof, knapper, bånd, papir og noget glimmer. Fantastisk!


Jeg er i sær vild med de blå blomster og de to stykker frotté. Måske jeg kan lave dem om til små shorts til Nanna. Det er i hvert fald flot! De to garnnøgler skal vist hjem til oldemor, så hun kan trylle lidt med det. Dejligt med sådan en oldemor der kan strikke og hækle :-).


Mine første retro knapper. De små med huller er rigtig søde.


Og bånd i lange baner - lige til at pynte en EG hue med eller andet.

Alle sager er fra Husflid, og giveawayen er vundet hos Anna. Hun har den skønneste blog med et hav af DIY, og så laver hun rigtig mange flotte sager af retro stof. 
Hvis du mangler inspiration, så kig endelig derind.

fredag den 2. marts 2012

Tænder lys

Lige nu løber det mig koldt ned af ryggen. Alt er urimeligt, alt er forfærdeligt. Mine tanker går kun en vej. Til den familie der mistede deres lille kræftramte søn i går.
Det er så uforståeligt, og det gør ondt helt ind i sjælen. Det føles som en kæmpe dyne, der ligger over hele min krop, og som bare ikke kan løftes af. Når jeg trækker vejret, stiger den kun en lille smule op - jeg kan ikke så luft. Jeg kan ikke være i det! Det er for hulan da ikke fair, at nogle børn skal kæmpe en helt urimelig kamp - og så ikke komme over målstregen.

Familien kender jeg ikke særlig godt. Jeg har kun set dem få gange på H2, men alligevel føler jeg en kæmpe tilknytning til dem. Til alle de forældre og deres børn, som jeg har mødt på derovre. De ved om nogen, hvordan det her liv kan være. Med et kræftramt barn.
Der findes en lukket gruppe på facebook, hvor vi skriver til hinanden. Hjælper hinanden med gode råd, ved tvivl, hvis man slåser med sin kommune om noget - ja et forum hvor vi kan skrive, hvad der trykker. Og måske få hjælp til at komme videre fra en ligestillet.
Det er en rigtig god side, og jeg er glad for, at den er der. Så  holder man også bedre kontakten til de forskellige familier, som man har fået så langt ind under huden.
Det var inde på den side, at jeg læste det her i formiddags. Og siden har jeg lige som ikke rigtig kunnet tænke på andet.

Jeg kan umuligt sætte mig ind, hvordan det må være at miste sit barn. Det eneste, jeg ved, er, at jeg selv har følt, at jeg har været ved at miste Jonathan. Især i månederne efter han fik diagnosen leukæmi konstateret. Jeg husker, hvordan jeg lå vågen, når han sov. Og jeg bare tænkte, lille skat du må ikke dø. Du skal blive her hos mig. Jeg var så bange for, at han ville sove ind, forsvinde uden varsel. Så mange tårer jeg har grædt på den drømmeseng ved siden af Jonathans hospitalsseng, mens han sov. Den angst ønsker jeg ingen skal opleve. Det gør så ondt, og man føler sig komplet magtesløs.
Men alt det er jo ingenting i forhold til, hvis jeg havde mistet ham. De stakkels forældre. Fuldkommen meningsløst, det er, hvad det er.


Nu har jeg tændt lys - et lys for den lille dreng som sov ind, et lys for hans familie - og et lys for alle de børn som kæmper mod alvorlig sygdom lige nu. Gid de alle må klare det.

torsdag den 1. marts 2012

Krymmel

Jeg har for første gang bestilt tøj ved dette mærke. Krymmel. Altså bare navnet får mit hjerte til at slå et ekstra slag. Så skønt og hyggeligt.
Det var til et homeparty, så man kunne mærke kvaliteten inden. Super hyggeligt og jeg fik da også bestilt lidt. Kun lidt for når jeg ikke kender mærket, skal det lige testes først.
Indtil nu er jeg ikke skuffet!
Jonathan fik denne cardigan.


Og den er bare fuldstændig fantastisk til ham. Blå klar farve med lidt røde detaljer! I like! Heldigvis er han også selv rigtig glad for den.


Han kan slet ikke klare noget, der stikker. Denne kvalitet er halv bomuld og halv merino, men meget blød og lækker. Slet ikke stik-agtig, så den skal nok komme i brug.



Han er en rigtig lækkerbisken i den, synes jeg.


Her er lidt billeder fra kataloget. De har en del strik, og det er simpelthen så fint.


Hvis du vil holde et homeparty, kan du gå ind her. Men man kan også bestille sagerne på nettet her. Jeg ønsker dog lidt mere gang i farverne næste år, men mine unger er også bedst i farver med knald på.

Dog forelskede jeg mig voldsomt i de lysegule shorts her. Jeg måtte have dem til Nanna! De er dog i restordre, så I må nøjes med et katalog billede af dem.


Det er svært at se, hvor fine de er på billedet, men pasformen kan du se på de her blå på deres hjemmeside. Virkelig lækre og det der frotté! Det er så retro på den rigtig gode måde!

Deres nye kollektion kan købes fra i dag på nettet :-).

onsdag den 29. februar 2012

Kjole i 50´er stil

Jeg elsker bare 50´er kjoler. Åh, de er så fine!! Nanna har et par stykker, men jeg har syet nogle, som ikke er til hende. Som er sat til salg her på ts. De er bare så søde, men også et større arbejde at lave. I hvert fald for mig, som ikke har syet så længe.




Den er syet i et dynebetræk, som jeg er helt vild med. Jeg brugte næsten det hele, da kanten var med større æbler og gik den anden vej. Men det har været det værd, for jeg er helt vild med denne kjole. Med rødt tittebånd, røde knapper i ryggen og rød/hvid ternet kantbånd ved ærmegab. Jeg tror næsten, at Nanna skal beholde den og danse rundt i den sommer. Hun elsker alt med vidde - og er der noget denne model har, så er det da det :-).


Dette billede er taget her, som er vores lokale børnetøjsbutik. Spirrevippen. De har så meget skønt og lækkert dernede, og jeg er meget stolt over, at de også har mit tøj hængende dernede. Jeg kalder tøjet Vaga Vong. 
Det var svært at finde på et navn til tøjet, men jeg var ikke i tvivl, da jeg kom i tanke om, hvad min mands lillebror kaldte champignoner, da han var lille. Ja, nemlig: Vaga Vong. Total kært, og så har jeg altid elsket, når der er en baggrund for et navn. Så betyder det lige som mere, i hvert fald for mig. Derfor var det også oplagt for mig, at det skulle være navnet på denne blog. Mit univers.
I får lige et par billeder ekstra af prinsessen i den skønne kjole, som er syet efter et Simplicity mønster, nr. 3531.


Den grønne og røde farve er så fin til Nannas mørke hår. Farver med spræl er lige hende! Eller det klæder hende - hun er egentlig mest til kjoler som disse mht farvevalg.


Og er den  dukkevogn ikke kær? De har bare så meget fint i den butik!