fredag den 2. marts 2012

Tænder lys

Lige nu løber det mig koldt ned af ryggen. Alt er urimeligt, alt er forfærdeligt. Mine tanker går kun en vej. Til den familie der mistede deres lille kræftramte søn i går.
Det er så uforståeligt, og det gør ondt helt ind i sjælen. Det føles som en kæmpe dyne, der ligger over hele min krop, og som bare ikke kan løftes af. Når jeg trækker vejret, stiger den kun en lille smule op - jeg kan ikke så luft. Jeg kan ikke være i det! Det er for hulan da ikke fair, at nogle børn skal kæmpe en helt urimelig kamp - og så ikke komme over målstregen.

Familien kender jeg ikke særlig godt. Jeg har kun set dem få gange på H2, men alligevel føler jeg en kæmpe tilknytning til dem. Til alle de forældre og deres børn, som jeg har mødt på derovre. De ved om nogen, hvordan det her liv kan være. Med et kræftramt barn.
Der findes en lukket gruppe på facebook, hvor vi skriver til hinanden. Hjælper hinanden med gode råd, ved tvivl, hvis man slåser med sin kommune om noget - ja et forum hvor vi kan skrive, hvad der trykker. Og måske få hjælp til at komme videre fra en ligestillet.
Det er en rigtig god side, og jeg er glad for, at den er der. Så  holder man også bedre kontakten til de forskellige familier, som man har fået så langt ind under huden.
Det var inde på den side, at jeg læste det her i formiddags. Og siden har jeg lige som ikke rigtig kunnet tænke på andet.

Jeg kan umuligt sætte mig ind, hvordan det må være at miste sit barn. Det eneste, jeg ved, er, at jeg selv har følt, at jeg har været ved at miste Jonathan. Især i månederne efter han fik diagnosen leukæmi konstateret. Jeg husker, hvordan jeg lå vågen, når han sov. Og jeg bare tænkte, lille skat du må ikke dø. Du skal blive her hos mig. Jeg var så bange for, at han ville sove ind, forsvinde uden varsel. Så mange tårer jeg har grædt på den drømmeseng ved siden af Jonathans hospitalsseng, mens han sov. Den angst ønsker jeg ingen skal opleve. Det gør så ondt, og man føler sig komplet magtesløs.
Men alt det er jo ingenting i forhold til, hvis jeg havde mistet ham. De stakkels forældre. Fuldkommen meningsløst, det er, hvad det er.


Nu har jeg tændt lys - et lys for den lille dreng som sov ind, et lys for hans familie - og et lys for alle de børn som kæmper mod alvorlig sygdom lige nu. Gid de alle må klare det.

8 kommentarer:

  1. Puha, sidder her med tårer i øjnene og mangler ord. Det er så meningsløst..
    Så jeg vil blot skrive, at jeg også vil tænde et lys og sende gode tanker afsted til alle der måtte have brug for det!

    SvarSlet
  2. Puha det er stærke sager at være fraværende fra blogland.. Får helt tårer i øjnene.. Ingen ord kan beskrive den følelse af magtesløshed, man må føle som forældre til et dødsygt barn... Men det der ramte mig allermest, (nok fordi jeg selv er mor) var dine egen oplevelser, de ord sneg sig lige en tand dybere... Det må have været et ubeskriveligt følelses helvede at frygte for sin søns overlevelse.... Sidder med en stor klump i halsen og vand i øjnene..
    Det er indlæg som disse der gir ens eget liv perspektiv..

    Livet kan være uretfærdig..

    Mille

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mille,
      Jeg kan slet heller ikke beskrive, hvordan det må være at miste. Jeg satte det i forhold til det værste, jeg selv har oplevet. Derfor går det nok en tand dybere, for det er nemmere for mig at sætte ord på noget, jeg selv har mærket.
      Livet er barsk, men heldigvis også godt. Grib dagen din - forhåbentlig den bliver dejlig. Solen danser i hvert fald, og snart vil jeg ud og nyde det.
      Kh Didde-Louise

      Slet
  3. Pyyha sikke et indlæg! Er så trist over at det er virkeligheden for nogen at miste et barn - og for at gennemgå en så tærende sygdom som kræft.
    Ønsker dig og familien rigtig meget held og lykke med at overvinde sygdommen. Han lader til at være en stærk dreng ham Jonathan! :o)
    Kh. Julia

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er så frygteligt. Slet ikke til at forstå...
      Jonathan har det heldigvis godt og følger sin plan for behandling. Så vi tror på, at det går!
      Kh Didde-Louise

      Slet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.