Over and out

Tak for alle jeres kommentarer på mit alt for barske indlæg tidligere i dag. Det er sådanne nogle indlæg, som er svære at skrive noget til. At I gør det alligevel, det siger meget. Tak.

I dag har været en lang dag. Med mange tanker omkring familien som mistede deres datter. Thomas har været på job, så jeg har været selv med børnene. Jeg har mandet mig op. For jeg skal da sørge for at nyde hvert eneste minut med dem - de minutter kommer aldrig tilbage. Men mit humør har været trykket, og jeg har et par (en del!) gange valgt de nemme løsninger for at få ro. Computer, Iphone, TV - I kender dem. Så kommer den dårlige samvittighed selvfølgelig skyllende ind over mig. Hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen lige nu? Jeg har jo mine børn lige her og lige nu. Så lav dog noget med dem!

Inderst inde ved jeg godt, at det kan jeg ikke altid. Nogle dage er det faktisk bedre at vælge de her løsninger - en del, for ellers ender jeg ud i noget, jeg ikke kan bunde i. Får arrangeret så meget at jeg ikke kan overskue det og ender med at blive endnu mere træt og endda skælde mine dejlige børn ud; mere end jeg burde. Kig dig selv i spejlet, hvad er det du ser? Kom og mød dig selv, er det sådan du vil være? Tekst af Rasmus Seebach, "Under samme sol". Nej, for fanden det er det ikke. Så vil jeg hellere kende mine begrænsninger og vælge de lette løsninger, de dage hvor jeg kan mærke, at jeg ikke er i stand til andet.

At være mor er altså ikke let. Jeg synes, at det er hårdt arbejde ind i mellem. For hvor elsker jeg mine børn højt, og hvor vil jeg dem bare det aller bedste. For at give dem det må jeg så ind i mellem gå på kompromis med mine egne forestillinger om, hvad en god mor er og gør. Og lade den dårlige samvittighed ligge. Eller måske ikke lade den ligge for i virkeligheden er det jo den, der får mig på disse tanker. Som letter mig igen. Så jeg mærker, at jeg er god nok som mor. Selvom dagen i dag har været lang og præget af sorte skyer.

Da børnene blev puttet kl 20.30, trængte jeg til ro for mine tanker. Symaskinen er den bedste medicin for mig. Det har jeg brugt den rigtig meget til. At slippe for at tænke. Lidt dårlige billeder af projektet her i aftenbelysningen. Jeg er meget spændt på, om det bliver godt. Det håber jeg, for det er en gave til Nanna. Tror ikke, at I kan se, hvad det er? Måske - gæt er velkomne. Men I får det altså ikke at vide, og der går længe, før jeg skriver herinde igen. Næste uge skal jeg og ungerne på visit hos både bedsteforældre og onkler mm, da faderen skal på job med overnatninger hele ugen.

Så over and out herfra et lille stykke tid.