lørdag den 29. september 2012

Om lidt blir her stille

I går lige efter mit indlæg kom der en mail i min indbakke. Om en lille pige. Om en pige som jeg ofte har tænkt på. En pige som jeg har fulgt siden november 2010, hvor jeg mødte hende for første gang på H2. Hun har kæmpet og kæmpet og kæmpet. Men hun klarede den ikke... Kampen mod kræften.

Siden i går har jeg sendt hende og hendes familie tusindvis af tanker. Jeg har tænkt på alle de gange, jeg har spillet Uno med hende i legestuen. Set hende tegne en fin tegning til dem der hjemme. Hun var stort set altid på H2, næsten aldrig hjemme. Jonathan blev syg kort før hende, i oktober. Så vi har kendt hende fra den dag, hun kom på afdelingen.

Og som hun aldrig kom fra i live. Ingen fortjener den kamp. Ingen. Hun skulle have gået i skole og SFO. Leget med sine veninder. Nu. Lige nu. Hun skulle have sejret. For hvert eneste bogstav her løber en lille tåre. Det gør alt for ondt at skrive. Det gør alt for ondt at mindes. Det snører sig sammen indeni.

Hvad skal vi med det her? Hvorfor skal en pige ligge på H2 og kæmpe i så lang tid uden at klare det? Der findes ingen svar på dette, det ved jeg godt. Det er bare så meningsløst.

Lige nu leger mine børn. Hygger sig med lego og dukker. Ser Disney sjov. Jeg føler mig så priviligeret og heldig - men en anden mor sidder lige nu tilbage uden sin datter. Hun og hendes familie har lige mistet. Jeg er sikker på, at de har håbet og troet. Holdt modet oppe. Troet på et mirakel. "Mit barn kan da ikke dø..."  Jeg tror, at alle forældre tænker og er sikre på, at  hvis deres barn stopper med at trække vejret, så gør man det også selv. At skulle fortsætte uden sit barn er simpelthen en umulighed. Og her sidder jeg og er så pokkers heldig, at det driver ned af væggene. Det er svært at rumme det her. Det sætter i den grad mit liv og vores held i perspektiv - vi er her alle sammen.

Jeg ønsker for alt i verden, at alle børn skal have lov at leve deres liv. Uden kræft, uden alvorlige sygdomme.

Jeg vil græde, elske og kramme hele dagen i dag. Til ære for hende <3

Om lidt blir her stille

14 kommentarer:

  1. Åh, hvor tårene triller mens jeg læser dit indlæg.....

    Hvil i fred, du lille pige! <3

    SvarSlet
  2. Av avs det er bare så frygteligt. Jeg troede ikke det var sådan helt, men puhaa det gør ondt i maven bare at læse din overskrift når man selv er mor (for vidste jo godt at det var noget meget alvorligt efter at have fulgt din blog) - hvordan klarer man det uden sit barn?

    Jeg føler sådan med den familie, og håber at de finder livsglæden igen. På et tidspunkt.

    SvarSlet
  3. Jeg vil glæde mig over at vi alle er her i min familie og sender tanker til dem der har mistet. Knus.

    SvarSlet
  4. Verden er så uretfærdig ind imellem, og ih hvor er det vigtigt at glæde sig og være taknemmelig over dem man har, de kan så let forsvinde

    SvarSlet
  5. Verden er då hård og uretfærdig, og hvor er vi svine heldige at vi har sunde og raske børn, ekstra kram og påskyndelse af det og mange tanker til jer og den lille pige og hendes familie...puha....

    SvarSlet
  6. Det er så forfærdeligt. Slet ikke til at forstå.

    Tak for jeres kommentarer.

    SvarSlet
  7. oh jo.... minder mig om en skøn pige der gav den gas med mikrofon i hånden og svaj i hofterne selv om hun knap orkede at gå.
    Om en anden med et stille og mildt smil, som beundrede min stokrose i håret. Jeg gravede nogle op og gav hende - nu glæder de hendes forældre og jeg mindes hende når jeg se en stokrose.
    Unge skønne knægte der ikke blev voksne...
    -
    Det er virkelig noget af det hårde i den verden - alle de skæbner man møder....
    Stort ❤ til alle berørte.

    SvarSlet
  8. Åh - det er helt ubærlig trist! Slet slet ikke til at rumme! Ord er bare så fattige - jeg sidder her og kigger på mine 3 frække, glade og ubekymrede og har bare lyst til at hive dem ind og holde fast og aldrig give slip... Masser af tanker og kram til dig!

    SvarSlet
  9. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Det er så uretfærdigt - at et liv slutter før det rigtig er begyndt. Tårene triller bare ned ad mine kinder. Dyb medfølelse for de stakkels forældre og den lille bitte pige...

    SvarSlet
  10. Åh Didde-Louise - jeg sidder med tårer i øjnene og føler med den stakkels mor, hvor er livet bare så uretfærdigt. Jeg værdsætter mine børn hver eneste dag og nyder hvert et øjeblik og håber hvert øjeblik at de forbliver uskadte for de er mit et og alt.
    Vil tænke på forældrene og sender alle mine tanker afsted til dem. Og et KÆMPE knus til dig søde:)

    SvarSlet
  11. Kære Didde Louise
    Tak for at du deler, det er totalt ufatteligt, at det kan ske. Det er enhver forelders største marerit du fortæller om. Mine tanker går til de stakkels efterlatte, jeg unner ingen at opleve det du beskriver. Må de få god hjælp i den tunge tid de går i møde, og lade sig selv sørge, og bruge den tid det tager...

    Mine varmeste tanker til foreldre og søsken.

    Marthe

    SvarSlet
  12. Ingen forældre skal miste deres børn... det er den helt forkerte rækkefølge... Hun skulle jo nå at opleve livet!

    Stakkels stakkels familie :-(

    Alle mine bedste tanker går til dem i denne forfærdelige tid!

    Hilsen en søster (der har mistet sin søster, der heldigvis sejrede over kræften, men ikke over anden sygdom) og en mor (som var en hårsbredde fra at miste sin lille søn.)

    SvarSlet
  13. <3 Man kan jo ikke undgå at blive berørt at dit indlæg. Tak fordi du deler. Tak for at det som oftest går godt med vores børn. Men puhh hvor gør det ondt når det ikke går som det skal. Tusinde tanker til den lille pige og hendes familie, hvor er det uretfærdigt!

    Kh Pernille

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.