mandag den 21. maj 2012

Nanna 4 år

På kristi himmelfarts dag fyldte Nanna 4. Selvom man altid tænker, at tiden den flyver afsted, har jeg haft det lidt anderledes med Nanna. Jeg er helt glad for, at hun "kun" er fyldt 4. Jeg kan ind i mellem godt tænke, at hun er ældre. Helt sikkert fordi vi har forlangt meget af hende pga Jonathans sygdom. For hende blev verden også en anden i oktober 2010. Heldigvis er børn meget gode til at omstille sig og følge med, når bare mor og far er der.

Det var jeg bare ikke. Jeg var hos Jonathan, og mine tanker kredsede stort set kun om ham. Det er lige til at få dårlig samvittighed over. Men hun fik kun lige de sidste rester af mig, for Jonathan fik stort set det hele. Godt Thomas var der for hende, godt hun var og er en stærk pige, godt hun var så lille (2½) så hun ikke tænkte så meget over det - men tog dagen som den var. Alt det kan jeg godt bilde mig selv ind, men jeg ved aller inderst inde, at Nanna har manglet sin mor i en periode. Jeg ved det, fordi når jeg mærker efter, har jeg også manglet hende.

I dag er Nanna en glad pige, som i det store trives. Men hun er meget bevidst om mig - hvor jeg er, og hvad jeg skal. Hun vil helst have mig til at aflevere og hente, helst have mig til at synge godnat sang, helst have mor til det hele faktisk.

Og jeg ved godt hvorfor, så jeg giver hende det i så stort et omfang, jeg kan. Jeg ved, at Nanna ikke kan sætte ord på det her. Hun handler ud fra erfaringer/oplevelser, og hun er helt sikkert blevet "efterladt" af mig mange gange pga sygehusophold. Så når vi skal til kontrol på OUH, skal det gentages nogle gange for hende, at vi kommer hjem igen samme dag. Hun kan ikke lide det, slet ikke.
Heldigvis har hun efterhånden opdaget, at det passer. Vi kommer hjem igen samme dag. Det gør hende godt, for jeg kan mærke, at hun er ved at få nemmere ved det. Heldigvis for det er så hårdt at sige farvel til sit grædende barn.

Men Nanna er sej, og hun er glad. Hun leger og hygger og ja, så havde hun selvfølgelig en fantastisk 4 års fødselsdag.

En ælling fra Jonathan

Glad pige som nyder fødselsdagsmorgenmaden

Spændende - synes både tøsen og jeg ;-)

Det var nemlig en skøn dukkelift! Nanna knuselsker den og sysler med den konstant.
Den er så fint syet. Alle detaljer er i orden. Laila, du er knalddygtig.

Og en lille ekstra gave havde Laila vedlagt (det var nemlig en byttehandel) til Jonathan. Den fineste flagranke plus en pixibogsholder. Så fint - tusind tak!
Glad pige som snart skal puste lys. T-shirten var også en gave, hvor der står 4 på. Sejt!
Det sidste billede er min favorit. Hun stråler af lykke, glæde og fnis. Jeg elsker det <3 


9 kommentarer:

  1. stort tillykke med nannas 4 år, man kan virkelig spotte hendes spænding og forventning i dine billeder.

    dårlig samvittighed og skyld med skyld på er mødre eksperter i at producere, så jeg kan sagtens forstå dine tanker.

    der er ikke andet at gøre end at nyde den tid man har sammen og lade fortid være fortid så du kan være der 100% når du er der.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret :-). Jeg reflekterede bare lidt over det. Jeg mener ikke, at man skal slippe fortiden og komme over den. Men nærmere bearbejde den, for det er den, som gør os til de mennesker, vi er i dag.

      Slet
    2. det har du ret i, det må bare ikke tage glæden ved nuet :)

      Slet
  2. Tillykke med søde Nanna.. Det er helt normalt at føle sig skyldig i sådan en situation, og sikkert har hun savnet og manglet dig, men du havde jo ikke rigtigt noget valg så det er vel bare noget man må leve med. Du er der nu og det er vigtigt! Prøv i stedet at være stolt over at I er kommet helskindet ud på den anden side :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er meget stolt - det kan du tro :-)!

      Slet
  3. Kæmpe stort tillykke med din smukke datter!
    Fantastisk billede til sidst, umiddelbar glæde!

    Kan sagtens forstå du kan få dårlig samvittighed, men jeg tænker at så længe du er bevidst om at savnet har været svært (for jer begge) og agerer ud fra det nu, så kan du ikke gøre mere - og det er også nok, for det kunne/kan ikke være anderledes!

    Rigtig god dag i solskinnet

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har du ret i - og det vil jeg gøre :-).

      Også god dag til dig i solskinnet!

      Slet
  4. Stort tillykke med Nanna. Og kan da godt forstå, at du er vild med især det sidste billede. Hun er da super SKØN :)

    Solskins hilsner herfra :)

    SvarSlet
  5. Vi har alle vores at kæmpe med, om det er store eller små sorger - nogle familier mere end andre, og jeg tror ikke, at der er nogle, som følger med hos dig og som selv har børn, der ikke ville ønske, at I ikke skulle gennem sådan en hård tid med Jonathan...men midt i alt det triste, så er det skønt at se dem sidde der ved siden af hinanden og hygge, og se hvordan fødselsdagsbarnet stråler af glæde ;-)

    Jeg er så glad for, at Nanna er glad for sin lift og takker endnu en gang for din ros - det betyder meget, når den kommer fra hjertet og fra en, som selv kan sit håndværk :-)

    Knus

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.