søndag den 29. juli 2012

Sommerhus og fødselsdag


Jeg ved det - jeg har ikke været produktiv den sidste tid. Ferietid. Og det er skønt!

Sidste uge var vi alle en tur i sommerhus, som vi lånte gennem FCB, foreningen cancerbarn. Et virkeligt lækkert hus fuldt udstyret til 12. Denne forening er utrolig meget værd for familier som os. Ikke bare fordi vi kan låne forskellige sommerhuse gennem dem, men også fordi de arrangerer ture og oplevelser for os flere gange om året. Det er fantastisk, for ellers er der mange ting, vi ikke kan pga isolationsreglerne. Med hjælp fra foreninger som FCB får vi i hvert fald mulighed for det.

Jonathan havde fødselsdag, mens vi var af sted. Så vi fik overnattende fødselsdagsgæster, imens vi var der. Det var så hyggeligt. Normalt kan jeg godt være typen, der gerne vil have, at alt er klappet og klart til, når gæsterne kommer. Men i sommerhus er der bare en anden stemning, og det gør ikke spor, at det roder lidt, og at man ikke lige har klaret alt til maden, før gæsterne er der. Det var befriende at mærke, at det kan jeg faktisk. Rode lidt, klargøre maden - med gæster - uden at stresse. I hvert fald ikke så stresset at jeg tænkte, at det slet ikke var rart at stå i. Kun en smule, men det kræver jo også overblik, når der skal være mad til flere og det gerne må være lidt ekstra godt. Så det vil jeg tage med her hjem og huske på næste gang, jeg får gæster. Fx til børnefødselsdag eller bare almindelig hygge middag for flere. Det afhænger selvfølgelig af sammenhængen, hvor casual man kan være.

Vejret var meget blandet i uge 29, regn, blæst og sol. Så fik vi hygget på mange måder med gåture, strand, spil, bagværk og hygge. Men vigtigst af alt samvær uden "to-do-lister".

Ingen steder i længere tid uden Playmobil kassen. Nøj hvor de dog elsker at lege med det.

Men Jonathans bedste gave var ham her. Og så i Lego - det bliver ikke federe!

Perfekt ekstra gave fra Tiger til det danske sommervejr.


Lækker jordbærlagkage herfra.


Vilde hindbær, uhm!!


Mega skøn ting til kaffen! 1 plade lys, 1 plade mørk smeltes ved svag varme. Bland 15 knuste mariekiks og ca en pose klippede Haribo rutellaer (de der lakridshjul) i. I køleskabet og derefter er lækkerierne klar. Kan ikke huske på hvilken blog jeg så det, beklager. Men prøv det! Og kanden bagved var et lille loppefund deroppe :-).



Is i køjesengen efter en tur i spa. Det var godt!







Skønne Nanna.
Afslutningsvis et par tanker om Jonathan og fødselsdag. Som min søster sagde: "Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er lidt fantastisk, når Jonathan har fødselsdag. Med alt det han har været igennem..." Med blanke øjne kunne jeg ikke andet end nikke og give hende ret. Det er stort. Livet er stort og langt fra en selvfølge, og hvor har jeg mange gange været bange og lille. Så bange for at miste ham. Tænk at nu er han 6 år. Og han var bare 4, da han blev syg. Samme alder som Nanna har nu. Bare et lille menneske som pludselig skulle så mange svære ting, hele tiden. Hele tiden kæmpe. Jeg husker ham som ældre, men jeg ved godt, at det er, fordi han skulle være i en voksenverden, og fordi han selv skulle mange ting, som slet ikke er for små børn.
Men han er nået langt, han er nået så langt. Og jeg er så stolt af min lille 6 årige dreng - for det er det, han er.


9 kommentarer:

  1. Skønne billeder, der bare oser af familiehygge :-)

    Jeg elsker billedet af Jonathan i skoven - en lille mand i en stor verden, som rækker armene ud for at omfavne livet, hvilket giver god mening, når man kender lidt til hans historie...så hermed en STOR langdistancekrammer og mange kærlige tanker herfra til dig og stort tillykke med din dejlige, store dreng.

    Knus
    Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Nemlig :-).
      Det billede er bare så skønt. Han elsker virkelig at være i naturen, og jeg har overvejet at tage ham med på ture i stil med dem, du skrev om på din blog. Han ville elske det!
      Kram og knus til dig også!

      Slet
  2. Ja længe leve FCB - foreningen cancerramte børn <3
    Det ser ud som en skøn ferie.
    Knus

    SvarSlet
  3. Hej Didde Louise
    Sikke dog et flot indlæg, om Jonathans 6 års fødselsdag, skønne dage i sommerhus og ikke mindst, din nyerhvervede opdagelse af at kunne rode lidt, og tage det hele med lidt større ro, og så bare nyde lidt mere. (Jeg kender mig selv så igen i det du skriver der.) Det er så skønt, når man opdager, at man slet ikke hele tiden behøver at have det 100% rundt sig, eller knokle livet af sig inden f.eks en middag eller et selskab, og så bare have tid til at nyde det hele lidt mere :-)

    Sikke nogle billeder du serverer. Skønne!

    Gode dager videre til dig og din fine familie.

    Kh Marthe

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marthe. Tror mange kvinder kan lære lidt der, rigtig mange. Vi elsker jo at alting er smukt og lækkert og rart. Men glemmer nok ofte, at det ikke skal være perfekt for at være de tre ting. Helst ikke faktisk.
      Også god dag til dig og dine.

      Slet
  4. Sikke lækre billeder, det ser ud til at have været en dejlig dejlig ferie og en skøn fødselsdag for din søde 6 årige!
    ...Og ja, når livet viser sig fra sin sværeste side, bliver man øm over for det på en anden måde. Rørende indlæg, tak for at starte min dag med at sætte ekstra pris på det bedste jeg har.
    Kh og god dag Christina

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er godt at huske på, bare en gang i mellem :-).
      God dag til dig også :)

      Slet
  5. Jeg elsker billedet fra skoven! Det er helt fantastisk!

    Og hvor kan jeg følge dig i det med at det er lidt ekstra fantastisk med hans fødselsdage :)
    Vi fejrede hver uge i starten af min søns liv, hver uge han havde kæmpet sig igennem trods skrækkelig sygdom.

    Børn er mirakler :)

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.