Min verden kan sommetider føles og udefra set virke let. Jeg går hjemme. Det er længe siden, Jonathan blev syg, og han er igennem det værste. Alt er gået godt. Så jeg har tid, hvilket er et kostbart privilegium. Især når man kan bruge den med sine børn, mens de er små.
Min tid hjemme (snart 2½ år) har også givet mig gaver, som jeg ikke havde forventet. Jeg har lært at sy, jeg er blevet meget glad for at gå og sanse her hjemme med indretning, og ikke mindst fået meget mere styr på hvem jeg er. En blog er også kommet til verden. En lille sidegevinst som jeg hygger mig med, når jeg har lyst og overskud.
Så helt ærlig - min verden er da ret lyserød. Set udefra. Lige nu.
Indefra er det en anden sag. Inde i mig er der ofte uro. Bekymring.
Jeg ved at med et slag kan alting vende. Har prøvet det før. Og det gør mig bange. Ofte skubber jeg det væk. For hvad kan jeg bruge det til? Øjeblikket lige nu kan jeg gøre med, hvad jeg vil.
Den sidste uge til halvanden har prikket til mine bekymringer, mere end vanligt. Alt for mange hændelser der ikke er den mindste snert af lyserød. Langt fra!
En pige, som var syg, da Jonathan blev det, har fået erklæret voldsom spredning af tumor. Uden mulighed for helbredelse.
En dreng, som har været raskmeldt et stykke tid, har fået tilbagefald. Han har det samme som Jonathan.
Fuck!
Det gør så ondt. Det gør mig så ked af det. Jeg tænker først på de to børn, som for fanden da har kæmpet deres kamp. Hvorfor skal hun ikke klare det? Og hvorfor skal han kæmpe igen? Dernæst bliver jeg så bange for, om Jonathan ikke er færdig. Kommer det tilbage...?
Om lidt er han færdig med kemo. Så får leukæmi cellerne måske mulighed for at vokse igen. Åh jeg holder ikke tanken ud.
I weekenden fik vi så lige lov at prøve H2 igen med en lille indlæggelse på nogle dage pga feber. Ikke noget alvorligt, men slemt nok bare det at være der. Med overnatninger. Og den feber kunne de ikke placere. Hvor kom den fra? Intet fokus, men den forsvandt da heldigvis igen. Men jeg tænker bare, hvad nu hvis det er tilbagefald. Hvad nu hvis..?
Jeg kender vejen for hvad nu hvis. Bestemt ikke en vej jeg har lyst til at skulle gå. For jeg kan ikke engang gå den sammen med Jonathan. De børn der kæmper her, de er alene om kampen. De er derude selv og skal stå ansigt til ansigt med kræften. Tanken om at Jonathan skal derud igen - den er så forfærdelig. Den er så barsk. For når han er derude, så handler tankerne ikke "kun", om hvad nu hvis kræften kommer tilbage. Så handler de om, hvad nu hvis han ikke klarer den.
For alt i verden håber jeg, at Jonathan er færdig med det. For alt i verden håber jeg, at der en dag kan findes en kur mod disse sygdomme, som virker 100%. Så ingen skal gå vejen to gange uden at vide, hvor den ender.
Slutter lige med et par billeder fra stuen på sygehuset. Glade børn der råhygger med kage. Mine to skønne børn <3.
åhh av av mit hjerte.. jeg ku ikke i min vildeste fantasi forestille mig hvad du må føle..
SvarSletDu må være en meget stærk mor og kvinde<3
Puuuuha, Didde-Louise... Jeg føler virkelig med dig - det er bare så urimeligt og uforståeligt at livet tager sådan en drejning nogle gange! Og jeg kan så godt forstå din angst!!!
SvarSletJeg håber virkelig for jer, at kampen er vundet og at I kan se fremad nu og have det dejligt og lyserødt.
Lige nu sidder de dejligste venner på OUH og skal have at vide hvordan fremtiden ser ud for dem og deres lille datter. Jeg krydser mine fingre - rigtig hårdt - både for dem og for jer!
Stort kram - Betine
Ingen, hverken børn eller voksne, fortjener at skulle kæmpe den kamp. Jeg kan godt forstå, at du er bange. Den sygdom skal bare udryddes!!
SvarSletVed ikke lige hvor min kommentar blev af, men jeg håber inderligt, at sygdommen aldrig, aldrig vender tilbage til Jonathan, når han nu snart er færdig med behandlingen. Der er intet så urimeligt som når børn rammes af skrækkelige sygdomme. Jeg husker ofte mig selv på, hvor heldig jeg er, at mine børn er sunde og raske, og ved slet ikke, hvordan jeg skulle klare det, som du og din familie går igennem. Det kræver virkelig også noget af en mor! KH Maria
SvarSletTusind knus til dig for din åbenhed og din styrke! Jeg håber med jer!!!
SvarSletÅh, jeg kan så godt følge dig. Jeg synes, du er stærk, når du kan se alt det positive der kommer ud af sygdommen også og som du måske ikke ville få med et raskt barn. Men den der tvivl, der gør at man altid har lidt ondt i maven og den følelse altid at skulle være parat til kamp igen, den fylder en del ;-(. Jeg tror ikke, den nogensinde går væk og det bedste man kan gøre, er nok at finde sin egen måde, at leve med det på og finde ud af, hvordan tiden kan fyldes med gode ting, når man ikke skal være i kamp. Og det er jo lige netop det, du gør :-)
SvarSletGive these two little cuties the biggest hug from us! Jonathan will get Jamie´s elephant to look after him! Jamie told me to tell you that the elephant will protect Jonathan so that nothing bad can get to him! I know how you feel and especially how concerned you must be after what happened to the other boy. And as I keep saying - I will always be there to listen whenever you need me! I already know you are a very strong person and mother but sweetie, you can´t be strong 24 hours a day, sometimes it is good to have friends to catch you when you are about to fall - even if it´s "only" blog friends. xo
SvarSletDet er virkelig godt skrevet! Jeg syns du formår at formulere dine tanker på en så beskrivende og sigende måde!
SvarSletJeg sender de bedste tanker og jeg ønsker jer og alle andre der kæmper mod den møg sygdom det aller aller bedste!
Tusind tak for alle jeres kommentarer. De gør mig glad, på trods af det meget lidt lyserøde indlæg.
SvarSletBlogland er et lyserødt sted, men der skal være plads til tanker som disse. I hvert fald på min blog :-).
Hvor er det godt du sætter ord på din frygt....godt for angst æder sjæle( citat).
SvarSletJeg ved godt du selv har skrevet at du ser al det lyse i nuet som du magter, men hvis jeg må give dig et kærligt kram og puf, så er det med ønsket om at du vil bevare den evne.
Du ved jo nok bedre end nogen hvor vigtigt det er at tage angsten ind og få den bearbejdet, men tager jeg fejl når jeg spørger om det ikke er svært at huske det af og til?
Jeg håber de smukke børn må få et langt og frugtbart liv, og du kan følge dem vokse op.
KH bedstemorkaren
Der skal altid være plads til hudærlige tanker og følelser i blogland - alt andet vil da være uudholdeligt. Jeg sender gode tanker og beder for at leukæmien bliver væk for ALTID...
SvarSletKh Eline
Jeg sender dig og din familie de varmeste tanker! Det må være en svær og næsten ubærlig situation, I står i. Jeg håber det allerbedste for jer.
SvarSletÅh jeg håber alt hvad jeg kan med dig, at han slipper 100% af med den forfærdelige sygdom! Lækre unger du har dig :D
SvarSletTusind tak. Hvis I vidste hvor meget jeres hilsner varmer :-).
SvarSletGod weekend!