mandag den 11. marts 2013

Barsk læsning

Herinde hos mig deler jeg både positive glæder og tunge tanker.

Kort fortalt har min søn leukæmi, men er færdig til april. Så jeg kan faktisk godt skrive, at han har haft leukæmi. Nu er behandlingen "kun" for at undgå tilbagefald.

Alt dette har påvirket mig og mit liv i en grad, som jeg ikke altid helt selv forstår omfanget af. Jeg har lært så utrolig mange ting om mig selv.

Men en ting forstår jeg dog - livets skrøbelighed er kommet tæt på. Jeg kender den på en anden måde. Ikke en rar måde, for den gør mig så klam og bange indeni. Jeg ved, at alt det jeg har, skal jeg miste. Omvendt er det også den, der gør, at jeg til fulde mener det, når jeg siger grib dagen. Lev livet nu - ingen aner hvordan morgendagen ser ud.

En anden mor med et barn, som har leukæmi, kæmper lige nu. For en ting - hendes barn skal overleve. At følge hendes blog går helt ind under huden på mig, for hun skriver tingene samme dag, som de er sket. Det går helt tæt på, og jeg græder stort set hver gang, jeg læser et af hendes indlæg. Lige nu er den helt galt, for ingen ved, om hendes lille pige klarer den. Hun ligger i koma, og hendes krop er træt. Lille pige på lige netop 4 år.

Hvis du vil følge moderens kamp, kan du både gøre det via facebook her og på hendes blog. Moderen har også skrevet en bog, Kemoland. Jeg har dog ikke læst den endnu, men ved at den i den grad kan anbefales, hvis du vil vide mere om børn med kræft, og om hvordan man som pårørende kan hjælpe.

Intet billede i aften - ordene siger nok.

6 kommentarer:

  1. Pyha.... Ja, i sådanne situationer er billeder unødvendige. Der kan ikke pyntes på det. Tusind tanker til dig, din familie og andre, der kæmper en daglig kamp!

    SvarSlet
  2. Det er virkelig dejligt at læse, at i rent faktisk er "på den anden side". Det har været en hård kamp for Jer, og jeg ville ønske at INGEN skulle den slags igennem.

    Jeg har læst lidt på den blog du anbefaler, og jeg må sige, det er simpelthen for hårdt for mig.... Jeg græd og græd og græd, og kunne slet ikke slippe det igen. Hvor er det bare uretfærdigt at nogen skal sådan noget igennem. Mine tanker går i den grad til dig og din familie idag, og til alle andre i samme situation.

    K. Louise

    SvarSlet
  3. Jeg sidder her med gåsehud og tør ikke engang kigge ind på den anden blog. Det er så uretfærdigt - alle de små syge liv, som først nu skulle til at leve og opleve. Alt det de må igennem. Det er ikke til at holde ud at tænke på og gør så ondt. Masser af kram til dig, Didde-Louise, for du har selv været der, hvor du måtte kæmpe for dit barn.

    SvarSlet
  4. Først og fremmest er det fantastisk at I som familie og ikke mindst Jonathan har kæmpet jer igennem et så frygteligt forløb. Meget inspirerende, det kan vi alle lærer meget af, og jeg er bestemt også en af dem. Dernæst vil jeg blot sige at, jeg synes det er så godt, at du og andre fortæller om de mindre lyserøde ting i livet, for hold op hvor kan alting bare blive polereret. Jeg har mange gange som nu siddet med tårerne trillende ned af kinderne, når du har skrevet et indlæg, om enten noget fra Jeres hverdag eller fra andre i samme situation. Hvor er livet bare møg uretfærdigt nogle gange. Mine tanker går til den lille pige og de alt for mange andre børn der på den eller anden måde kæmper en kamp de aldrig skulle have haft. Og så vil jeg få det absolutte ud af min dag med mine børn. Kh Maria

    SvarSlet
  5. Jeg er glad for, at I kan tage det til jer og bruge både mine ord - og andres som står i en meget svær situation.
    I går rakte min ord ikke langt. Jeg var for ked af det, men jeg følte at jeg måtte dele den anden mors tanker med jer. For hun skriver for at dele, for at komme af med det tunge - men det at hun kan dele er virkelig stort. Så hvis man kan læse med, er jeg sikker på, at hun sætter pris på det.

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.