lørdag den 5. januar 2013

Et billede på min væg



En collage, som jeg tidligere har vist et glimt af. Den hænger i vores stue. Billedet betyder enormt meget for os. Rammen er et genbrugsfund.





I kan nok skimte, hvad det er, der er i collagen. Jeg har i hvert fald forsøgt med lidt forskellige vinkler.

Men det er billeder af mine lækre unger fra den dag, de blev født - og så ca indtil Nanna er fyldt 2.

Sådan en collage rummer så mange minder og fortællinger fra vores liv, og hvor de billeder bare varmer og gør mig glad.

Jeg havde bestemt mig for, at collagen skulle laves i efterårsferien 2010. Men som nogle af jer ved, var det en forfærdelig efterårsferie for os. Det kan du læse om her. Kort fortalt fik min søn Jonathan konstateret leukæmi ALL, og ja hele vores liv og hverdag blev vendt op og ned.

De første mange uger var jeg slet ikke hjemme, da Jonathan skulle have medicin hele tiden, da de mistænkte knoglebetændelse oveni kræftdiagnosen. Så jeg så kun min lille Nanna pige på dengang 2 år, når hende og Thomas var på besøg på H2. Jeg kunne ikke overskue at tage fra Jonathan. Han har altid været en mor dreng, og han havde selvfølgelig et kæmpe behov for tryghed i den verden, han pludselig var endt i.

Den første dag jeg kørte hjem, og Thomas blev ved Jonathan, kunne jeg slet ikke finde ro. Mens Nanna var vågen, koncentrerede jeg mig om hende, og vi legede teselskab osv. Men da hun blev puttet på 1. salen, kunne jeg slet ikke gå nedenunder. Jeg husker, at jeg satte mig på trappen og græd. Det var så hårdt at være hjemme uden mine drenge. Jeg vidste, at det slet ikke var sidste gang, at det ville være sådan. Der var så meget ved vores nye liv, jeg slet ikke kunne overskue.

Da kom jeg i tanke om de billeder, jeg havde fået fremkaldt, men endnu ikke set igennem. Mit collage projekt. Så gik jeg i krig med det samtidig med, at jeg bagte pølsehorn og pizzasnegle til fryseren. At det så også var utrolig hårdt at lave den collage, havde jeg ikke forudset. Ved mange billeder måtte jeg tude lidt, for på det tidspunkt følte jeg, at min søn havde fået en dødsdom. Hvis han nu ikke klarede det, ville jeg aldrig se ham rende rundt med solbriller igen. Lave fis med sin søster. Vaske en gammel barnevogn. Være på tur ved stranden. Det barn jeg havde nu, var meget sygt. Han kunne intet overskue - kun se TV og spille nintendo med sin far. Og sove. F... det var hårdt!

Collagen fik enorm værdi for især Nanna og Thomas, som oftest var dem, der blev efterladt hjemme, når Jonathan skulle indlægges. Den stod på gulvet i det hjem, vi kun havde boet i 3 måneder, og ideen var, at den skulle hænges op. Men Nanna sad hver eneste dag ved den og pegede på Jonathan og jeg og snakkede med sin far om, hvad vi lavede der - og om hvor vi var nu. Jeg tror på, at det billede gjorde Nanna glad, og det var guld værd. Den lille pige mistede også meget, da Jonathan blev syg - så det føltes godt, at jeg kunne give hende dette.

Derfor har denne collage en historie, som betyder mere, end jeg nogen sinde havde troet, at den ville. Derfor skal det op at hænge, uanset om det passer ind i stilen. Måske kommer det ud i gangen en dag eller får en mindre central placering, men det er jeg ikke klar til endnu.

Måske åbner jeg en dag for det og skifter billederne ud, men det synes jeg måske også er lidt synd. Dog kunne jeg godt ønske, at jeg havde et billede af Jonathan i, da han var mest syg. Et billede som det, jeg viser frem nedenfor. For det har været en og er stadig en stor del af vores liv. Men jeg ved det ikke endnu. Hvad synes I?


15 kommentarer:

  1. Hold op hvor er det altså bare hårdt at læse, men utrolig flot at du kan skrive det!
    Det er svært at sætte sig ind i hvordan det må være, at have et barn der er så sygt. Jeg kan slet ikke beskrive hvordan jeg ville have det.

    Det er et smukt billede det nederste, og selvfølgelig også rigtig barskt.

    Måske du skal lave en ny fotocollage, når i er kommet helt igennem og Jonathan er rask. Eller måske bare en rigtig billed bog. Så behøves du heller ikke spekulere om, om det skal hænge fremme og hvor, men kan tage det frem og se hvor stærke i har været som familie og er kommet glade, raske og friske ud på den anden, med en viden om hvilken enorm styrke der ligger i jeres familie.

    Kh

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kunne nok godt finde på det sidste med en billedbog. Men jeg tror nok, at jeg syntes, at der skal et billede op her hjemme på den ene eller den anden måde, hvor vi viser, hvad vores liv har kæmpet med. Eller et andet billede fra den tid - måske flere. Men en billedbog oven i er bestemt en mulighed. Også for Jonathans skyld.

      Slet
  2. Uha jeg bliver helt rørt af dit indlæg. Hvor er det altså bare et smukt og rørende indlæg at læse - her kan man virkelig tale om reflektion over livet.

    Jeg syns at collagen er et smukt smukt projekt og jeg er vild med hele din tanke bag den. Jeg forstår godt at den har stor betydning for jer alle og i min optik er det også en selvfølge at den skal have en central plads :)

    Jeg syns det nederste billede er et billede der oser af kærlighed mellem søskende. Det kan du sagtens have i collagen, det er jo en del af hvordan det er at være jer. Livet på godt og ondt men med kærlighed i centrum.

    Ved I noget om hvordan prognoserne ser ud i fremtiden? Håber ikke det støder dig at jeg spørger...

    Du virker til at være et stærkt menneske og en fantastisk mor, og jeg sender hermed et stort virtuelt kram! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det støder mig slet ikke, at du spørger. Jonathan får stadig kemo, og det skal han indtil slut april. Det bliver dejligt! Hans prognoser er gode - der er 25% for tilbagefald, men denne omgang skulle han have klaret idet leukæmicellerne er væk. Nu behandler man for at sikre, at der ikke kommer tilbagefald.

      Tak for dine ord, de varmer :-).

      Slet
  3. Jeg synes nederste billede skal med. Det er en del af jeres barske vilkår. Men osse smukt og stærkt. Det opsummerer en masse sorg - men osse en masse kærlighed!

    SvarSlet
  4. Flot og rørende indlæg. Og skøn skøn collage, som selvfølgelig skal være placeret midt i jeres liv. Kan slet ikke forstille mig hvordan det må være med et sygt barn, men du beskriver det så flot. Billedet af børnene er bare så godt, og som de andre skriver emmer det af kærlighed, og ja er en del af jeres historie, som jeg tror det er godt man bare er helt åben om, sammen med børnene, og der er billeder jo dejlige at have. Mange tanker herfra, og alt muligt godt til jer i fremtiden :-)
    Kh Nanna

    SvarSlet
  5. Der er så mange smukke tanker bag den collage!
    Jeg forstår fuldt ud alle dine følelser, har selv været tæt på at miste min søn....
    Og jeg synes faktisk at sådan et billede af din søn, hvor han er syg, godt må komme med... man skal ikke gemme den slags væk. Det er en del af livet og en del af jeres familie... så jeg siger op med det!

    SvarSlet
  6. Rørende og barsk historie - og fantastisk billede til sidst der siger mere end 1000 ord. Ønsker jer det bedste <3

    SvarSlet
  7. Skøn collage - smuk tanke - vigtig for jer og jeres familie!!

    SvarSlet
  8. Ja, I har nok ret. De fleste af jer stemmer for, at der skal et billede i collagen hvor det ses, at Jonathan har været syg. Jeg overvejer lidt, at hænge en lille samling billeder op af børnene et andet sted i huset - måske det kommer op der i stedet. Jeg kan ikke så godt lide at åbne for collagen, da jeg på mange måder synes at den er perfekt som den er.

    Tusind tak for jeres kommentarer :-).

    SvarSlet
  9. Åh det var barsk at læse hvad I har været igennem, et smukt billede det sidste og en tanke herfra:) kram

    SvarSlet
  10. Pyha det er et rørende indlæg, jeg sidder her med en kæmpe stor klump i halsen!

    Jeg kan godt forstå at den collage bare hører til!

    SvarSlet
  11. Tak - og ja det hører til her hjemme i stuen:-)

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.