Et billede på min væg

En collage, som jeg tidligere har vist et glimt af. Den hænger i vores stue. Billedet betyder enormt meget for os. Rammen er et genbrugsfund.

I kan nok skimte, hvad det er, der er i collagen. Jeg har i hvert fald forsøgt med lidt forskellige vinkler.

Men det er billeder af mine lækre unger fra den dag, de blev født - og så ca indtil Nanna er fyldt 2.

Sådan en collage rummer så mange minder og fortællinger fra vores liv, og hvor de billeder bare varmer og gør mig glad.

Jeg havde bestemt mig for, at collagen skulle laves i efterårsferien 2010. Men som nogle af jer ved, var det en forfærdelig efterårsferie for os. Det kan du læse om her. Kort fortalt fik min søn Jonathan konstateret leukæmi ALL, og ja hele vores liv og hverdag blev vendt op og ned.

De første mange uger var jeg slet ikke hjemme, da Jonathan skulle have medicin hele tiden, da de mistænkte knoglebetændelse oveni kræftdiagnosen. Så jeg så kun min lille Nanna pige på dengang 2 år, når hende og Thomas var på besøg på H2. Jeg kunne ikke overskue at tage fra Jonathan. Han har altid været en mor dreng, og han havde selvfølgelig et kæmpe behov for tryghed i den verden, han pludselig var endt i.

Den første dag jeg kørte hjem, og Thomas blev ved Jonathan, kunne jeg slet ikke finde ro. Mens Nanna var vågen, koncentrerede jeg mig om hende, og vi legede teselskab osv. Men da hun blev puttet på 1. salen, kunne jeg slet ikke gå nedenunder. Jeg husker, at jeg satte mig på trappen og græd. Det var så hårdt at være hjemme uden mine drenge. Jeg vidste, at det slet ikke var sidste gang, at det ville være sådan. Der var så meget ved vores nye liv, jeg slet ikke kunne overskue.

Da kom jeg i tanke om de billeder, jeg havde fået fremkaldt, men endnu ikke set igennem. Mit collage projekt. Så gik jeg i krig med det samtidig med, at jeg bagte pølsehorn og pizzasnegle til fryseren. At det så også var utrolig hårdt at lave den collage, havde jeg ikke forudset. Ved mange billeder måtte jeg tude lidt, for på det tidspunkt følte jeg, at min søn havde fået en dødsdom. Hvis han nu ikke klarede det, ville jeg aldrig se ham rende rundt med solbriller igen. Lave fis med sin søster. Vaske en gammel barnevogn. Være på tur ved stranden. Det barn jeg havde nu, var meget sygt. Han kunne intet overskue - kun se TV og spille nintendo med sin far. Og sove. F... det var hårdt!

Collagen fik enorm værdi for især Nanna og Thomas, som oftest var dem, der blev efterladt hjemme, når Jonathan skulle indlægges. Den stod på gulvet i det hjem, vi kun havde boet i 3 måneder, og ideen var, at den skulle hænges op. Men Nanna sad hver eneste dag ved den og pegede på Jonathan og jeg og snakkede med sin far om, hvad vi lavede der - og om hvor vi var nu. Jeg tror på, at det billede gjorde Nanna glad, og det var guld værd. Den lille pige mistede også meget, da Jonathan blev syg - så det føltes godt, at jeg kunne give hende dette.

Derfor har denne collage en historie, som betyder mere, end jeg nogen sinde havde troet, at den ville. Derfor skal det op at hænge, uanset om det passer ind i stilen. Måske kommer det ud i gangen en dag eller får en mindre central placering, men det er jeg ikke klar til endnu.

Måske åbner jeg en dag for det og skifter billederne ud, men det synes jeg måske også er lidt synd. Dog kunne jeg godt ønske, at jeg havde et billede af Jonathan i, da han var mest syg. Et billede som det, jeg viser frem nedenfor. For det har været en og er stadig en stor del af vores liv. Men jeg ved det ikke endnu. Hvad synes I?